Livsstil


Når jeg skriver livsstil, så mener jeg i virkeligheden livsvalg, og mulighederne for at skabe det liv jeg ønsker, med frihed, mening og overskud. Det er rigtig meget det, det handler om for mig. At leve et meningsfuldt liv, både i forhold til de store ting i livet, som livet med børn og familie, livet med en karriere og livet med personlige ønsker for mig selv.


Når jeg skriver livsstil, så handler det selvfølgelig også om stil. Ikke som i en modeorienteret sammenhæng (bevares, jeg kan da godt lide at være pænt klædt på), men mere om den tilgang, man har til livet, de valg man tager, og de overvejelser, der er forbundet med at være menneske, og i særdeleshed til det at være kvinde (Jeg kan jo ikke så godt skrive om, at være en mand, vel...!).


Bloggen, og i særdeleshed denne del om livsstil, handler altså om livet og generelt om livsovervejelser omkring det, jeg møder på min vej. Det er ikke en dagbog, men mere en on-going beretning om livet, om maden, om rejserne, om dem, jeg holder af og det, jeg hen ad vejen, bliver optaget af.


Jeg skriver om og til kvinder i min alder. Jeg har været en kvinde i 20'erne. I hele 10 år, faktisk. Jeg har også været en kvinde i 30'erne. Det var jeg sjovt nok også i lige omkring 10 år. +20 års erfaring i at være voksen. Både på den unge måde, og på den lidt mere modne måde. Ikke at jeg er sådan overmoden. Ikke endnu... Jeg kan godt relatere til de der år. Jeg kan godt huske dem. Jeg er nok bare blevet optaget af noget andet her i 40'erne end jeg var tidligere. Jeg er ikke længere helt så optaget af, at være en succes eller at leve op til andres forventninger, eller at være på den helt rigtige måde. Jeg er nok mere optaget at at nyde livet, hygge mig og glæde mig over, at have dejlige mennesker i mit liv.


Når jeg så alligevel skriver om disse livsovervejelser, så er det fordi det faktisk har været en ret lang rejse, at komme hertil. Jeg har gjort mig mange overvejelser undervejs, rejsen er ikke slut endnu (det bliver den måske aldrig), og dilemmaerne er gode at dele med andre, som måske har gjort sig nogle af de samme overvejelser omkring det at leve et enklere og mere holistisk liv, og at være mere bevidst omkring de valg, man tager...


Måske kan I genkende elementer fra jeres liv, i det jeg skriver om. Hvis I kan, vil jeg så uendelig gerne høre om, hvad I er optaget af  



Kommentarer

Populære opslag