Om bloggen
Hjerteligt velkommen på min blog.
♡
Bloggen startede egentlig med, at jeg gerne ville skrive om det at skabe sig mere tid og overskud i hverdagen, og at tage stilling til, hvad man bruger sin tid på. Jeg har tre børn og et karriereliv, og inden jeg startede bloggen, oplevede jeg et liv, som var stresset, fyldt med krav og hvor jeg blev så presset, at jeg glemte at lægge mærke til alt det dejlige, som omgav mig. Jeg glemte simpelthen at være til i hverdagen, og det ville jeg gerne tilbage til.
Så bloggen handler om hverdagen, og om at opsøge overskuddet. Den handler om, at nyde det, der er. Præcis som det er. At være glad i sit liv, med det hele. At nyde at kunne høre fuglefløjt, mens man hænger vasketøj op. At smøre madpakken i nærvær og med kærlighed. At være begejstret, når pigen siger "Giv mig en hest, Mor!" For det handler jo om, hvad hun er glad for. Det er ikke et krav, men det højeste ønske i hele verden. Måske får hun ikke en hest, for den kan nok ikke være inde på hendes værelse. Men jeg kan give hende nærvær, kærlighed og overskud i hverdagen, fordi det har jeg masser af!
Bloggen handler også om modsætningerne og dilemmaerne. Om at beslutte sig for at glæde sig over alle de små øjeblikke af lykke, der findes i hverdagslivet. Selvom man kan opleve at man bliver begrænset af gøremål og forventninger fra verden omkring en, og i særdeleshed af kravene indefra om alt det man synes, man skal være og gøre og kunne. For mig handler bloggen om at være opmærksom på de livsvalg, man tager og den måde man vælger at anskue livet på.
Bloggen handler også en lille smule om det ekstraordinære. Om ferierne, om madoplevelserne, om bøger, film, kunst, lækre ting og inspirerende mennesker. De små pusterum, hvor det sker noget særligt. Men primært, er jeg meget opmærksom på, at hverdagslivet, som vi alle har mest af, skal være rart, nærværende og dejligt.
♡
Om mig
Jeg hedder Linda og står bag bloggen Giv mig en hest, Mor!, som jeg startede i efteråret 2013.
Jeg hygger mig rigtig meget med at skrive på bloggen, og dele gode oplevelser med jer.
Jeg elsker at rejse, spise dejlig mad og at blive inspireret af mine omgivelser. Det kreative element i mit liv, er bloggen. Her kan jeg dele mine oplevelser på en positiv, inspirerende og kreativ måde. På den måde kan jeg genopleve alle de skønne steder, jeg har været, fortælle om de dejlige mennesker jeg har mødt og den lækre mad, jeg har spist.
Mit ønske er, at bloggen skaber ro til, at man som læser kan tage en stille stund med sig selv til bare at sidde og slappe af, mens man glider rundt på siden, bliver inspireret og bare hygger sig med lidt uforpligtende læsning.
Hvis du oplever, at jeg modsiger mig selv i mine indlæg, så er det sikkert rigtigt nok. Dagsformen er ikke altid den samme, og nogle dage lægger man mærke til nogle ting, og andre dage er det noget andet der optager mig. Så er jeg og sådan er det nok bare.
Jeg har fokus på de små fine oplevelser i livet, som man kan finde de fleste steder - hvis man kigger efter.
♡
Kontakt
Linda@WintherHeyde.dk
– mailen er primært til samarbejdspartnere og til virksomheder.
Spørgsmål til opskrifter og indlæg, besvares kun i kommentarfeltet under de enkelte indlæg.
I kommentarfeltet kan vi have en god dialog, som både er med til at gøre bloggen levende, interessant og som andre læsere kan have glæde af. Jeg forsøger at besvare alle kommentarer her på bloggen, og jeg kan rigtig godt lide at høre fra jer der læser med.
Tak fordi I er med til at gøre Giv mig en hest, Mor! til et rart sted at være.
♡
Billeder og tekst
Du er velkommen til at bruge mine billeder, så længe jeg er informeret herom samt der tydeligt linkes til denne blog.
Tekst, skrevet på Giv mig en hest, Mor! eller tilhørende sociale medier er min personlige fortælling, og jeg vil bede om at den ikke bruges uden skriftlig tilladelse.
Jeg vil også gøre opmærksom på, at de ting jeg skriver på denne blog handler om mig personligt (- og nogle gange også privat). Holdningerne på bloggen er ikke et udtryk for mine professionelle holdninger eller for mine arbejdsmetoder i mit professionelle virke. Jeg har mange facetter og denne blog handler om alt det, jeg beskæftiger med i mit hjemmeliv, og har altså ikke noget med mit arbejde at gøre.
Kommentarer
Send en kommentar