Høns. Igen.

Forleden dag løb mine høns væk. De gjorde det ikke med vilje. 

De kom ligesom om på den anden side af et hegn og så kunne de ikke finde hjem igen. Jeg opdagede det først da det var blevet mørkt, og selv om jeg ledte længe efter dem, kunne jeg kun finde fire af dem.
Jeg har seks høns. En grå, to hvide og tre røde. Jeg kan godt lide dem. Jeg kunne ikke lide, at de var væk. Jeg måtte opgive at finde de sidste to. Bare gå i seng og vide at de sad ude på en gren et sted. Det havde jeg det skidt med. Jeg drømte om det om natten. Tænk at drømme om høns.  Er der noget jeg aldrig har gjort før, så er det at drømme om høns. Det er fuldstændig latterligt, at man kan blive glad for høns. Men det er jeg. De er kælne, de er nysgerrige og de er hyggelige. Jeg glæder mig til at se dem hver morgen.

Det at have høns minder mig om, hvor lidt der egentlig skal til. For at være glad. Mine børn gør mig også glad, men det er på en anden måde. Med hønsene er jeg bare glad. Der er ingen bekymring, der titter frem. Ingen forventninger til mig selv om hvilken fantastisk mor jeg skal være. Jeg er her bare. Hønsene passer på en måde bare sig selv. Jeg skal ikke være noget særligt. Gøre noget særligt. Det er rigtig rart.