Perfektion?

Det perfekte må være, når man kan stå ved, at man netop ikke er perfekt. At se på indholdet og ikke så meget på det ydre. Det vi alle lader som om og udgiver os for at være.
Jeg vil gerne kunne det hele. Være det hele. Åbne alle døre.. Det kan jeg ikke. Ved hvert tilvalg er der også mindst ét fravalg, og det har jeg måttet erkende.
For jeg kan ikke alt, det er der ingen af os, der kan. For at være til stede og nærværende i det jeg vælger til, må jeg også finde fred med det jeg vælger fra. Det er lettere sagt end gjort, når man nu gerne vil kunne det hele. Men jeg er nødt til være bevidst om mine valg.
Jeg oplever et samfund, hvor der er meget fokus på at præstere og meget fokus på det ydre – hvad man kan, og hvad man kan levere. Det har jeg oplevet som krav og et voldsomt pres.
Jeg har taget en lang uddannelse, og en masse efteruddannelse. Jeg har deltaget i foreningsarbejde og været i forældrebestyrelser. Og tusind andre ting. Jeg har knoklet for at skabe et liv med alt det rigtige i. Jeg har levet i skyggen af den her perfektion, hvor det blev det ideal, jeg gerne ville nå. Hvor jeg hele tiden skulle være på forkant med alting. Forudse og overskue alting.
Det kan kun gå galt. Især i et liv med børn. Mine børn er ikke fejlfri, men jeg synes de er gode mennesker som de er.
Livet er heller ikke smertefrit. At der er smerte behøver ikke betyde, at det er fejlfrit eller at det ikke er et godt liv. Fejl behøver ikke betyde at jeg er en fiasko. Det er bare livet. Sådan er det.
Jeg øver mig i ikke at fortryde eller føle mig forkert. At acceptere, at der er mere end den ideelle side. Den præsterende side.
Det handler om selvværd. Om idealet om det perfekte.
Jeg oplever andres evige overskudsagtige perfektion blive kastet i hovedet på mig overalt. Det vil jeg ikke deltage i, selvom der i den grad lægges op til det. Jeg skal finde det frem inden i mig, som gør mig stærk nok til at vælge det superpræsterende overmenneske fra, og så bare være mig.
Skal jeg vente på at få accept og anerkendelse udefra? Accepten skal komme indefra og ud, ikke omvendt.
Jeg er god nok, som jeg er! Med fejlene.
Jeg er træt af at blive puttet ned i rollen som den ufejlbarlige powerkvinde. Jeg er træt af kvinder, der er alt for perfekte. Inkl. mig selv.