Skal vi lave en klub..?

Klubben for kvinder i min alder. 

Kvinder der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Kvinder, der knokler rundt fra morgen til aften. Kvinder der gerne vil det hele. Kvinder, der er pressede til at lade som om de kan det hele. Men som i virkeligheden er ved af krakelere. Fordi de ikke kan det hele.
Jeg synes, at det er ærgerligt. Trist. Spild af tid.

Jeg har allerede skrevet, at jeg melder mig ud. Men kan man det? 

Det er ligesom om, at det er alt eller intet i det her samfund. Enten er du med om bord på toget, eller også er du i en af de vogne der er hægtet af. Frakoblet.
Jeg kan ikke finde den bløde mellemvej. Jeg er opdraget i et hjem, hvor mantraet var at man bidrager til samfundet. Man betaler sin skat med glæde, og man byder ind med det man kan og med det man har. Det vil jeg også gerne. Rigtig gerne. Men hvad nu, hvis jeg er en af dem der ikke kom med på toget? En af dem som blev frakoblet? Hvad så?

Det med at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs er jo fint nok. Det er godt at vi har nogen der har brede skuldre og som kan hjælpe dem som ikke har så meget eller kan så meget. Det er bare lige som om, at det danner et a-hold og et b-hold.  Dem der kan, og dem der ikke kan. Brede skuldre og smalle skuldre. Jeg har hele tiden troet, at jeg var en af dem med brede skuldre.

Hvad nu hvis jeg ikke er det?