Nytår i sommerhuset
Hvis man gerne vil have en stille og rolig nytårsaften i år, er det skønt at være i sommerhus!
Vi ville gerne nyde nytåret på en nærværende og afslappende måde. Det blev til en helt fantastisk nytårsferie i et skønt lille sort/hvidt træsommerhus i Kulhuse. At vi så var så heldige, at det blev til en nytårsferie i snevejr, gjorde det hele lige lidt ekstra idyllisk.
Her var der ro, tid og vi var helt tæt på naturen. Vi tog derop nogle dage før nytårsaften, fik sat varme i brændeovnen, stearinlys i stagerne og gjort det hyggeligt på vores måde. Vi brugte tiden på virkelig at hygge os sammen, nyde hinandens selskab, og rigtig få snakket og slappet af sammen. Det blev til nogle korte gåture, hygge, ild i brændeovnen, ro, læsning i en god bog, afslappende samtaler, kigge ud på den glitrende sne - og tid - masser af tid!
At sidde over maden i lang tid, det er bare så skønt. Det kunne vi i dén grad i sommerhuset. Morgenmad bliv til frokost, frokost blev til eftermiddagskaffe og så kom den tidlige aften snigende. Det hele kun afbrudt af læsning i brugte paperbacks og blade med flere år på bagen, og hygge i sofaen. Det er meget meget sjældent, at vi har så god tid derhjemme!
Vores nytårsaften så sådan her ud. I fuldstændig samme tempo som resten af dagene, og med hele nytårsdag til at forberede nytårsmenuen.
Nytårsmiddagen bød på en forret bestående af østers med citron. Nogen i selskabet var ikke så vild med den blævrende konsistens som østers jo har, så han ville gerne have sine vendt på panden!! Hmm! Nå, den må han jo selv om. Mine var rå, blot med lidt citronsaft på og med en skøn Gewurtztraminer i glasset. Meget delikat.
Hovedretten stod på lammeculotte med stegte svampe, samlet i Ganløseskoven af mine svigerforældre, en sprød grøn salat med hasselnødder og tranebær. Vinen var en blød rund italiensk rødvin. Virkelig lækkert.
Middagen afsluttede vi med panna cotta, ganske plain.
Da vi havde spist, var klokken halv elleve, og jeg tænkte at jeg da godt lige kunne ligge lidt på sofaen.. Lidt i tolv gik vi ud i nytårsnatten med to glas og en flaske champagne. Helt ud til Roskilde fjord fandt vi en bænk, hvor vi satte os, selvom det var ret koldt. Champagnen blev åbnet og nytåret skålet ind, mens vi kiggede på fyrværkeriet over Hundested, Frederiksværk og hele vejen langs vandet. Det var meget fredfyldt og fint - og koldt.
Men trods kulden, var det en af mine allerbedste nytårsaftener.
Måske har du også oplevet at holde nytår på en særlig måde - fortæl endelig om det i kommentarfeltet ❤
Kommentarer
Send en kommentar