Onsdag i maj

Jeg sidder i min have på en skøn solrig onsdag i maj. Tulipanerne er sprunget ud, fuglene synger og jordbærplanterne breder deres grønne blade ud. Jeg sidder og nyder solen med en kop kaffe, efter jeg har fejet gårdspladsen og gjort lerpotter klar til nye små planter.

Så lyder sirenen. Onsdagssirenen, som nu kun lyder en gang om året, den første onsdag i maj, kl. 12.00. Lyden bringer mig tilbage til dengang, jeg hørte sirenen hver onsdag kl. 12, hjemme hos min mormor og morfar. Det er længe siden. I en helt anden tid, på et helt andet sted. Men lyden er den samme, og den bringer gode minder. Jeg sidder i værelset på første sal med udsigt ud over haven. Det er onsdag, og året er måske 1981. Nede i haven går min mormor og luger i den sorte jord mellem roserne. Haven er smukt anlagt med en stenterrasse oppe ved huset, en oval græsplæne med rosenbede langs kanterne, afskærmet af en fin kant af lavendler. Bag roserne er der syrener med lyserøde blomster og hortensia med  klaser af lysende klar blå. 

For enden af haven er der en lille terrasse med en bænk, hvor man kan sidde og kigge op mod huset, i skyggen af et træ. Haven er indrammet af en bøgehæk, som min morfar sirligt klipper to gange om året. Hver dag river min morfar jordstykket under hækken langs fortovet, og fejer, så der altid ser pænt ud. Haven er fin og sirlig, og for en lille pige er den også fuld af gemmesteder. Man kan gå hele vejen rundt langs bøgehækken, gemt bag buske og træer, man kan kravle under rabarberne og under de store blade fra rododendronerne. Og det bedste er, at man kan ligge på en gammeldags hængesofa ude i en lille gårdhave, mens ens mormor står i køkkenvinduet og smiler ud til en.

Jeg sidder i min have, og tænker på de skønne minder, jeg har fra en anden tid, nærmest i et andet liv. Gad vide, hvilke minder mine børn tager med sig fra denne have, og hvad de tænker på, når de hører sirenen, den første onsdag i maj.