Jeg mistede fodfæstet

Jeg mistede fodfæstet og faldt i vandet.

Simpelthen. 

Jeg troede, at mit højre ben kunne nå bådebroen, og at jeg med mit lette legeme lige kunne hoppe over og få fast grund under fødderne, så jeg kunne smutte op på toilettet. 

I stedet var der lige lidt længere, så min højre fod gled, jeg drejede rundt i sandalen på den venstre fod, og plump, så røg jeg i havnen. Det hele skete på et splitsekund, uden jeg kunne gøre noget som helst for at ændre på det. På det splitsekund havde jeg forestillet mig, at jeg ville stå på bådebroen, ikke at jeg ville ligge i vandet med tøj og sko på. 

Det var mærkeligt, at ligge dernede i vandet. At se båden fra et andet perspektiv. At være i vandet, ikke bare at kigge på det. Det var også lidt mærkeligt, at jeg ikke skulle tisse mere, og at min pludselig meget tunge krop, ikke sådan lige kunne komme op i båden igen. 

Jeg tog en chance, men det gik ikke helt, som jeg havde håbet på.

Jeg mistede simpelthen kontrollen over min egen situation, og det var virkelig en mærkelig følelse. Jeg blev ikke bange. Der skete egentlig ikke andet, end at jeg i stedet for at stå på bådebroen, lå i vandet, og at jeg nu så tingene fra en anden vinkel. Jeg blev måske en smule overrasket over, hvordan en forudsigelig situation pludselig ændrede sig til noget, der blev ret uoverskueligt. 

Da jeg lå der i vandet, virkede båden med ét temmelig uindtagelig. Jeg skulle pludselig forholde mig til den enorme båd, den meget høje kant på bådebroen, at vandet nu så plumset og olieret ud, og havde skum i overfladen - og at badestigen på båden, som jeg skulle  bruge til at komme op af vandet, kun havde et trin - ét trin! 

Jeg tog en chance, mistede fodfæstet et øjeblik - og faldt i vandet.

Jeg druknede ikke. Heldigvis. Jeg blev bare våd.

Jeg tabte ikke mine sko, mit ur gik ikke i stykker og mit hår blev ikke vådt. Jeg gik ikke engang i panik over at ligge i havnebassinet i Præstø lystbådehavn. Det var bare lidt koldt og lidt overraskende - og en smule pinligt, men ud over det, skete der jo ikke noget.

Jeg tør godt tage en chance en anden gang. 

Jeg tør godt at miste fodfæstet, for det kom en ny oplevelse ud af det. Jeg kunne godt lide det ændrede perspektiv. Jeg har ikke sådan tænkt mig at kaste mig i vandet, bare for at nyde synet fra havets overflade. Det vil jeg fremover kun gøre, når jeg er på stranden, for der er vandet noget renere, end det var i Præstø havn. 

Men jeg tør godt tage store skridt engang imellem, selvom jeg ikke ved, om jeg kan nå over på den anden side.