Når man kan gå i bad kl. 14...

Jeg er imellem jobs. In between.

Jeg har været selvstændig, men blev noget så ensom, savnede at have kolleger, så jeg valgte at søge et fast job igen, hvilket jeg har fået og skal starte om noget tid. Det er da fantastisk.

Det er nu også fint, at arbejde som selvstændig med kontoret hjemme i stuen. Det er på mange måder friere, end at skulle møde op på et kontor, og først komme hjem engang ud på eftermiddagen. Jeg har langt hen ad vejen kunnet lægge mine aftaler, som det passede bedst, og så jeg også kunne rumme det her familieliv med en masse børn. 

Det er bare noget helt andet, at leve uden at arbejde. Sådan helt uden arbejde, hvor jeg bare er hjemmegående og ikke skal præstere overfor andre end min mand og børnene. Jeg nyder at have god tid, at kunne lave en hel masse sammen med børnene, og at skabe mine helt egne dage. Jeg nyder, at kunne gå i bad kl. 14. Det er lidt underligt at stå inde i badet, og se ud på uret. Jeg bliver igen og igen overrasket over, at der ikke står 06.12, men 14.25 ..eller noget i den stil. Tidligere var det enormt vigtigt, at der ikke stod 06.16, men 06.12, for ellers var jeg bagud. Det er altså skidt at være bagud, når dagen lige er begyndt... Nu kan jeg stå op, når jeg vil, lave hvad jeg vil, skabe en dag, helt efter mit hoved. Det betyder åbenbart, at det ikke er højprioriteret at gå i bad ved starten af dagen. Det er jo ikke sådan at jeg sover til kl. 14.23. Jeg står op, når det passer for min krop, og går igang med det, mine tanker er optaget af. Det er en befrielse ud over alle grænser, at jeg ikke skal føntørre og glatte mit hår kl. 06.18, men kan gøre det, når jeg vil. Hvis jeg overhovedet synes, at det skal være glat i dag. I dag er det ikke glat. Det er krøllet, og jeg har en blomstret kjole på. En kjole, som jeg helt sikkert ikke ville have på, hen på et kontor.

Jeg har fået et break.

Jeg har haft behov for et break. Jeg har haft behov for geare ned, at være med mig selv. Det er der tid til nu. Der er rigtig god tid nu. Det er så dejligt, at når jeg vågner om morgenen, så kan jeg selv tilrettelægge dagen, og at der ikke er et krav om at jeg skal præstere noget.

Det besynderlige er, at selvom det er rart og selvom jeg virkelig nyder det, så er det også mærkeligt for mig. Det er mærkeligt, ikke at producere noget og ikke at have et professionelt virke. Det føles forkert, og som om jeg ikke burde have denne tid lige nu, hvor jeg er 42. Jeg burde være i job, og være produktiv. At have sådan et liv, som jeg har nu, må være ligesom at være pensioneret. Bortset fra de hjemmeboende børn og madpakkerne, forstås.

Hvorfor er det mere legalt, ikke at producere noget, når man bliver pensioneret? Har man så taget sin tørn? Har man så ydet, så man kan nyde?

Jeg har lyst til at nyde nu! Selvom jeg er 42 og ikke 72!

Det er bare som om, at det ikke er sådan helt legalt at være hjemme, uden at producere noget. Ikke at der er nogen, der siger noget til mig. Det hele er oppe i mit hoved. At det nok er lidt for anderledes at have et break, når man er 42. Eller at tage skridtet fuldt ud, og forlade arbejdsmarkedet helt for en længere periode, fordi jeg har lyst til at være sammen med mine børn, uden at jeg samtidig skal tusind ting, som mit hoved ikke kan kapere at huske. For hvad med mit CV? Hvad med bilen? Og hvad vil andre dog ikke tænke?

Men jeg har lyst til at gå i bad kl. 14.25. Jeg har lyst til at bruge en masse tid på ingenting. (Ingenting, hvilket i min hverdag betyder, at rydde op efter morgenmaden, at købe ind, gøre aftensmaden klar, at støvsuge, at vaske tøj, at skrive blogindlæg, at ordne bankting, ...og tusind andre ting...).

Det der ingenting, det gør jeg også, når jeg har et job. I løbet af eftermiddagen, så begynder jeg at glæde mig til jeg skal hjem, for så skal jeg hjem og hygge mig og slappe af, og lave ingenting. Alle kvinder ved nemlig, at det første de gør, når de kommer hjem fra arbejde er, at smide sig på sofaen og vitterlig lave ingenting... (NOT!!!)

Nu laver jeg bare ingenting, uden at have et arbejde.

Grunden til, at jeg skriver dette indlæg, er fordi jeg har behov for, at få nuanceret det med at præstere og producere. Jeg præsterer og producerer også noget herhjemme. Jeg ser mine børn blive gladere mennesker, fordi jeg har tid til dem. Fordi jeg spørger til dem, fordi deres venner må være her i døgndrift, og fordi jeg er nærværende på en helt ny måde. Det har bare ikke den samme samfundsværdi, som når jeg præsterer på et arbejde. Et rigtigt et altså. 

Jeg vil gerne nyde nu, men jeg synes at det er svært at nyde tiden og muligheden sådan rigtigt, hvis jeg bruger energi på at tænke på, hvad andre tænker om det eller at jeg ikke rigtig producerer noget. Hvis jeg går rundt og føler, at denne pause ikke er fortjent, men at jeg i stedet burde være på arbejde ligesom alle de andre.

Men det er nok en rejse, at acceptere sig selv, med det hele. At det jeg har med i bagagen også rummer et indre krav om at arbejde, at producere, at virke, at yde. At det blot at være, ikke er helt nok. Selvom jeg virkelig gerne ville have at det var nok, og jeg kunne være glad i at leve et liv, hvor det er muligt at tage et bad kl. 14.25, og at skrive på sin blog kl. 21.47. At tiden ikke er så styrende for, hvornår jeg arbejder på det, jeg er optaget af.

Det kræver i den grad, at jeg giver slip. Så selvom jeg tidligere har skrevet, at jeg gav slip, så kan jeg konstatere, at det ikke helt er sket. At jeg stadig er hængt op af normer, forventninger og krav, både indre og ydre.

Så jeg glæder mig til at starte på arbejde. Jeg glæder mig til at være på den rigtige måde, så jeg kan slappe af igen, fordi jeg ikke bryder reglerne om, hvad en 42-årig universitetsuddannet kvinde i Danmark beskæftiger sig med i sin hverdag.

Godt at jeg bare var in between jobs. Det gik ikke for alvor ud over mit CV, og jeg måtte ikke af med bilen, og begynde at cykle. Det ville alligevel være for grænseoverskridende!