Rosenbladgelé


Hele juni måned blomstrer hybenbuskene så fint med lyserøde og hvide blomster.

Dette er en sød og lidt speciel opskrift på gammeldags rosengelé af smukke, duftende rosenblade. 

Geléen er delikat på et stykke ristet brød til en god kop kaffe, og er også fin som pynt på desserter og som et anderledes smagselement i kager.

Jeg bruger ofte lidt af rosengeléen i en dressing til en salat fra det mellemøstlige eller arabiske køkken. Det fungerer fx rigtig godt i en salat med appelsiner, rødløg, mynte og granatæble.

Geléen smager mildt og let parfumeret.

ROSENBLADGELÉ
Der går mange af de smukke, velduftende blade til en portion rosengelé og bladene pilles af blomsten, umiddelbart før den begynder at drysse.

1 liter rosenkronblade 
1 liter vand 
2 tsk. citronsyre 
Geleringsmiddel 
500 g hvidt sukker 

Skyl bladene i koldt vand, og læg dem i en gryde med vand og citronsyre. Bring blandingen langsomt i kog og lad den simre i 15 min. Hæld det hele op i et rent stykke, og lad saften dryppe af. Mål 7 dl saft af. Hæld saften i en ren gryde, og bring den i kog. 

Tilsæt geleringsmiddel, og lad saften koge 2 min. Tilsæt sukker, og lad det smelte. Kog saften i 1 min. 
Skum geléen, og hæld den på glas. 

God fornøjelse

Hvis du prøver at lave géleen, kunne det være super fint at høre din oplevelse af smagen

– så del endelig i kommentarfeltet ♡

Kommentarer

Populære opslag