Slapper du af i din ferie?

Storbyferie, vandreferie, dykning og andre uforglemmelige oplevelser.

Når vi holder ferie, skal der helst ske noget. Det er svært at forestille sig, at holde en ferie, hvor vi bare bliver hjemme. Vi har mulighed for at sammensætte præcis den type ferie, som vi drømmer om og få de oplevelser, vi gerne vil have.

Udflugt til et hinduistisk tempel på Bali, Indonesien

Ridning på elefanter, Bali, Indonesien

Udsigten fra Sacre Coeur, Paris, Frankrig

Vandretur i Cinque Terra, Italien

Snorkeldykning ved Naxos, Grækenland


Universal studios, Singapore

Rideferie i Bulgarien

Storbyferie til Athen

Gletsjervandring på Island

På fisketur fra Reykjavik

Ved Gullfoss på Island

Udsigten fra Hotellet, Oia, Santorini, Grækenland

Vi kan rigtig godt lide at se nye steder, at opleve noget nyt, og at have børnene med i det hele. Det er fedt at blive tanket op med nye perspektiver, mærke varmen, når vi tager sydpå og opleve at være en del af en anden kultur for en stund. Efterhånden som børnene er blevet ældre, er de også begyndt at have nogle forventninger til hvad vi skal lave og hvor vi skal hen, så deres ønsker finder vi også plads til.

Men samtidig har jeg også oplevet, at det faktisk kan være en smule anstrengende - både for mig selv og for børnene - at have en sommerferie, hvor man pisker fra det ene til det andet, for man skal da helst ikke gå glip af alle de muligheder, der er.

Man kan blive helt stresset over alt det man skal nå, og alle de ting, man skal lave sammen, og før man får set sig om, er ferien slut og så har man slet ikke nået at slappe af.


Caroline overvejer om hun gider rejse videre på vores øhop i Grækenland

Jeg vil gerne finde en balance, så ferie er ferie. Det skal være afslapning og afkobling fra det produktivitetskrav, vi oplever i vores hverdag. Der behøver ikke at være noget på programmet hver dag, og når vi er på ferie, så er jeg blevet mere opmærksom på, at vi skal blive det samme sted i en længere periode, så vi ikke hele tiden skal tilpasse os noget nyt, finde ud af, hvordan det fungerer der og have tjek på flytider, færgetider og lokale kutymer. At vi faktisk skal sidde stille i længere tid ad gangen. Kigge lidt ud i luften. Kede os lidt. Hvis vi skal opleve opleve opleve i tre uger i træk, så bliver ferien for anstrengende og for meget - og slet ikke en ferie.


En stille havn i Danmark

Hvis jeg skulle vælge en drømmeferie, som bare var designet til mig, så skulle det være i et sommerhus ud til vandet. Jeg ønsker mig at sidde en hel ferie, tre uger i træk i et lille sommerhus, hvor lyset flimrer ind af vinduerne og hvor hybenbuske omkranser den lille solfyldte terrasse. Bare sidde der og bruge timer på at drikke morgenkaffe. Derefter læse lidt i en bog, gå en lille tur med hunden, tulle ned til stranden og dyppe mig lidt, samle nogle sten, tulle hjem til en let salat på terrassen, sidde og kigge lidt, så måske drikke lidt kaffe igen, sidde og kigge lidt mere, gå en aftentur og kigge på lyset, der skifter... Intet avanceret. Bare ro og fred.


En aftenstund ved stranden i Strib, Danmark

Men det trækker jo også at rejse til Grækenland. Eller til Portugal. Eller til Frankrig. Eller til Spanien. Eller til Italien. Eller til...

På en eller anden måde, er det frihedens pris. Det er den omkostning, der er, når man kan vælge fra alle hylder (eller næsten, i hvert fald). Jeg har været afsindig mange steder. På virkelig mange ferier, som jeg har valgt at tage afsted på, fordi jeg meget gerne vil udnytte al den frihed, jeg kan skrabe til mig her i livet. Hver eneste gang, har jeg skullet forholde mig til alt muligt, fordi der skulle jo gerne være tjek på det hele, når man nu slæber alle de der mennesker, man bor sammen med, ned i den anden ende af Europa eller noget. I frihedens navn er det så nogle gange endt med, at jeg midt i august sidder og puster lidt henne på arbejdet, fordi jeg måske nok ville friheden og alle mulighederne lidt for meget, og glemte at mærke, at jeg faktisk også havde behov for at sidde og kigge, uden at skulle en hel masse.


På kontoret...

Måske har du det anderledes med afslapning og den måde, du vælger at holde ferie på. Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget man kan holde til at lave, både i sit arbejdsliv og i sin ferie. Måske kan du holde til, at der skal ske en masse, og det er jo også helt fint. Måske kan du lide camping, måske kan du lide skiferie, måske har du en sejlbåd og nyder livet på vandet, måske kan du lide at være hjeme i ferien... Der er så mange måder, at holde ferie på... 


Drømmen om en stille ferie...

Jeg vil meget gerne høre om din måde at holde ferie på, for jeg vil gerne inspireres til nye former for ferie, andre måder at indrette sig på, når børnene har fri, og der ikke er så meget man skal, andet end det, man selv vælger 

Kommentarer

Populære opslag