Tanker om at sige nej

I denne uge har jeg en del aftaler. Aftaler, der ligger i min fritid, om aftenen og i weekenderne. Nogle af dem kræver nogen forberedelse. Man skal have noget med eller man skal køre langt. Eller noget andet.

Det er dejligt at have aftaler. Det er rigtig rart, at se de mennesker, man holder af. Det er også rart at være til arrangementer, hvor børnene ser dem, som de holder af.

Jeg har også ting, jeg laver i mit professionelle liv. Masser af ting. I nogle perioder, har der været virkelig mange opgaver, aftaler, møder, rådgivning, kurser...og alt muligt andet. Jeg har i perioder haft så mange ting, jeg skulle, sådan på den der "fra tidlig morgen til sen aften"-agtige måde. Selvom alle enkeltdelene er noget man gerne vil, så kan det alt i alt bare være for meget.

Så jeg har tænkt en del over det der med at blive bedre til at sige nej til ting. Nej, selvom jeg gerne vil. Nej, fordi jeg ved, at mit system vil reagere, når jeg er midt i det, og ikke kan holde ud at jeg både var til noget i går, og at jeg skal noget i dag, i morgen og i overmorgen. Samtidig ved jeg også, at madpakkerne smører ikke sig selv, der er lige en sagsfremstilling på arbejdet, der venter og jeg skal også lige nå at forberede mig på et møde.

Det er selvfølgelig ikke altid sådan, men når man har børn, er der ligesom nogle sæsoner, hvor kalenderen bare er overlæsset med grillaftener, hyggeafslutninger, sommerfester og en masse andre ting. Alt sammen rare ting, hyggelige ting. Alligevel kan det godt blive for meget, så der skal findes en balance.

Tankerne om det at sige nej, udspringer af tanker, jeg har gjort mig om livet generelt. Hvordan finder jeg balancen?Hvordan kan jeg finde en god måde, at indrette mit liv på?  Mange af de ting, jeg gør, gør jeg selvfølgelig for de andre. Dem jeg bor sammen med, dem jeg holder af. For vi skal ikke misse håndboldafslutningen. Eller grillfesten i 4.c. Eller sommerfesten på arbejdet. Eller sommerfesten i 8.a. Og da slet ikke dimissionen i 9.a. Jeg missede dimissionen på talentskolen, og det har jeg det super skidt med, når knægten nu har gået der i tre år, og virkelig har produceret nogle gode ting... Men jeg lyttede til min mavefornemmelse.

For en gangs skyld var jeg tro mod min mavefornemmelse. Jeg takkede simpelthen nej, istedet for at takke ja, og deltage i et arrangement, hvor jeg ville sidde sådan lidt ved siden af mig selv, og drømme om sofaen, benene oppe og ro i rummet.

Hvis der er noget, jeg har lært, de sidste par år, så er det, at det er sundt at sige nej. Men selvom jeg ved, at det er sundt, så er det altså ikke altid let at gøre. Især ikke, hvis det, man siger nej til, typisk er noget, der opfattes som “det rigtige” af andre.

Jeg har sagt nej til en karriere. En rigtig karriere. Jeg har et arbejdsliv, bevares. Men en karriere har jeg takket nej til. For en del år siden var jeg ikke klar over, at jeg ville sige nej til en karriere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle eller, hvad jeg ville. Ikke sådan rigtigt.

Nu ved jeg, at det ikke kan lade sig gøre. Ikke med alle de børn, og alle de ting man skal, når man har børn. Det kan ikke lade sig gøre lige nu, ihvertfald. Der er ikke nogen grund til at prøve, for det bliver halvhjertet og ikke ægte. Derfor har jeg taget en beslutning, og sagt nej, selvom der er ganske pæne karrieremuligheder med den uddannelse, jeg har. 

Jeg har valgt at sige nej til nogle ting, som ser godt ud på papiret, og som mange andre måske endda ville ønske, at de havde muligheden for at gøre, børn eller ej. Men inderst inde kan jeg mærke, at det ikke er noget, som jeg virkelig har lyst til nu. Men alligevel har jeg igennem mange år, forsøgt at være begge dele. Karrieremenneske og mor. Jeg får faktisk en smule ondt i maven af, at tænke på, hvor meget jeg har prøvet. Til trods for min meget konkrete mavefornemmelse, som takkede nej hver eneste gang, jeg prøvede. Hvorfor lyttede jeg ikke?

I dag ved jeg, at jeg ikke lyttede, fordi jeg havde svært ved at stå for mål for beslutningen overfor både andre og mig selv. Dét kræver, at man er sikker i sin beslutning, og det var jeg ikke. For ligesom jeg frygtede, hvad andre ville tænke om at tage sådan et valg, så dømte jeg nok samtidig også mig selv. En stor del af mig var også skuffet over, at jeg ikke bare kunne være en af de der smarte karrierekvinder, der bare havde tjek på det.

Det kunne jeg bare ikke. Kroppen ville ikke, og jeg ville egentlig heller ikke.

Jeg vil rigtig gerne lave alle mulige ting i mit liv. Se alle dem jeg holder af, være noget for dem, og faktisk have overskuddet. 

Jeg er taknemmelig for den uddannelse, jeg har fået og de muligheder, der er fulgt med. Jeg har ikke sluppet livet som jurist, men jeg har skruet ned for. En hel del, faktisk. 

Jeg kan ikke beskrive, hvor dejligt det er at slippe forventningerne til, hvad man burde gøre, og så i stedet gøre det, som føles rigtigt. Eller ikke gøre det, som føles forkert. 

Nogle ting vil man altid gøre, fordi man skal. Men på langt de fleste tidspunkter har vi et valg, så der kan findes en balance i det man gør. Det valg, synes jeg, er vigtigt at fokusere på. 

Måske kan du genkende mine tanker og overvejelser...

Er du god til at sige nej og følge mavefornemmelsen, eller lader du dit valg styre af frygt? 
- Del endelig dine overvejelser i kommentarfeltet ♡