Hønemødrene i min have

Jeg har efterhånden skrevet om mine høns en del gange. 

Det har jeg, fordi jeg faktisk er ret fascineret af dem. De er noget helt særligt, synes jeg. 

Hønemødre, som vogter over sine æg med deres skarpe næb, hønemødre, som luner sine kyllinger under sig, selvom det regner, hønemødre, der har tjek på en kyllingeflok på 10, der render i alle retninger.

Jeg er imponeret over hønemødrene og deres overskud. Jeg synes, at jeg har nok at gøre med min kyllingeflok. Tre mindre kyllinger og tre lidt større bonuskyllinger. De render også i hver sin retning nogle gange, men jeg forsøger at kalde dem til mig, så jeg kan lune dem og hygge med dem. De gider ikke altid, og så må jeg jo give slip og håbe på, at de kommer tilbage for at lune sig, når de har behov for det. Det gør de, men jeg kan ikke bestemme hvornår eller på hvilken måde.

Jeg oplever, at teenagekyllingerne nogle gange luner sig ved at råbe af mig, eller være helt ubegribeligt flabede. For det er da hjemme hos mor, man kan komme af med sine aggressioner, og det skal en mor da kunne tåle! Nu er jeg jo ikke hønemor (kun nogle gange, i hvert fald..), så jeg bliver lidt træt, når jeg bliver råbt af. Eller når jeg bliver taget for givet på den kedelige måde. Så må jeg lægge ansigtet i rette folder, være langmodig og sige til mig selv, at det er bare en fase. Det går snart over. For det er jeg nemlig så god til.
Det er bare som om den ene fase overtager den anden, og en hønemors langmodighed har altså også grænser...mit skarpe næb kan godt komme til at hakke lidt i en teenagekylling, når vrisseriet føles uendeligt, og overtages af først den ene, så den anden og så den tredje...

Det er nu alligevel skønt, at være hønemor, når hende på 15 og hende på 11 kommer ind en tidlig morgen, og vil putte under dynen sammen med mig. Så kan vi ligge der, og være lidt hønseputteagtige sammen, i hvert fald lige indtil de begynder at hive i hver sin side af dynen, og beklage sig over, at den anden har mere dyne, end de selv. Sådan har hønsemødrene det nok også, når kyllingerne bliver lidt større. Det er kun til et vist stadie, at der kan være 10 kyllinger under én høne.

Man kan vel med rette kan sige, at høns er en laverestående art i forhold til mennesker. Alligevel er de så smart designet, at de fra starten kan finde deres egen mad! Helt fra de er små nyudklækkede kyllinger. Hønemødrene slipper altså for amning, mos, grød, småhapsere, kræsne børn, for tynde børn, for tykke børn, børn, der bedst kan lide den mad de får hos mormor eller på kineseren, eller det der smager sødt og blødt. Ingen kampe om mad. De spiser bare orm og biller non stop. Der er ingen plageri om is eller MacDonalds. Det er da smart!

Hanen går stolt rundt og anviser, hvor hønsemødrene kan finde maden og hvor der kunne være fare på færde. Han har overblikket og han er kæk, den smukke hane. I starten var han bange for hunden, for hun var nok lige lidt voldsom ved ham. Nu ved han, at Daisy egentlig bare gerne vil være en del af flokken. En lille høne, sammen med de andre høns. Det får hun så lov til. Det betyder, at hun engang imellem får et fur, for hun skal da ikke komme for godt igang. Hun bliver lidt forvirret over det, men accepterer, at han bestemmer. Hun skal smutte ud af hønsehuset, når han siger det! Det er godt for små damer, at få et fur engang imellem. Det er der vist ingen, der har taget skade af.

Her i vores have har dyrene deres eget frie liv. De hygger sig, finder deres egne veje, og deres egne gøremål. Jeg kan godt lide, at det er sådan. De går rundt på må og få, og livet går sin gang. Tilfældigt? Ja, måske. Som en pose, der flyver i vinden. Hønsene har ikke lagt en plan, sat nogle karrieremål, og har ingen forventninger om at blive rige eller berømte. De er her bare. Fritgående ude i haven, både i hegn, på græs og i bede for de kan ikke kende forskellen. 

Tænk, hvad de går glip af, de stakkes burhøns. Al den frihed. De har faktisk helt styr på det selv. Uden at sidde i et bur, og blive passet på. Hønsene. 

Mon vi andre også kunne trænge til at blive sluppet fri? Bare ud i en lidt større lukket have, hvor vi har et rart sted at gå ind om natten. En have, hvor vi kan tulle rundt og passe vores, uden at være strammet ind til ukendelighed.