Pasta med Karl Johan svampe og cremet estragonsauce
![]() | |
|
På vores rundrejse i Rumænien boede vi privat indkvarteret, og det betød, at vi smagte mange spændende traditionelle retter, lavet af manden eller konen i huset. Jeg har efterfølgende genskabt de gode smagsoplevelser til retter, som med begejstring og stor nydelse er blevet fortæret herhjemme i Danmark. Jeg har derfor lavet en serie med opskrifter på traditionelle rumænske retter, som jeg meget gerne vil dele med dig, som læser med her på bloggen.
Engang imellem, når man skal lave noget godt, så skal der flere gode ting i. En ting er svampene, en anden ting er pastaen, creme fraichen og parmesanen. Uha, uha..
![]() | |
|
![]() | |
|
Især i Transsylvanien er der både lutheranere og rumænsk ortodokse troende, og traditionerne omkring fasten holdes langt mere i hævd her, end man gør i Danmark, hvor fasten nu nærmest kun handler om fastelavn.
I fasteperioder og på fastedage spiser de troende rumænske ortodokse hverken kød eller fisk, og indtager heller ingen animalske produkter som mælk eller ost. Hovedreglen er, at i fastetiden bliver man vegetarer. Der drikkes heller ikke vin eller spiritus, og mange finder det naturligt også at holde sig fra tobak.
Den ortodokse faste handler om fromhed, og om hvad man spiser, og ikke så meget om, hvornår man spiser. Det betyder, at man i den ortodokse faste spiser langt mere asketisk og vegetarisk end normalt. Når fasten så er veloverstået, fejrer man det påskenat, ved at sætte retterne med kød, fisk og mælkeprodukter på bordet igen.
Nu er det jo ikke faste i hverken den protestantiske kirke eller den rumænsk ortodokse kirke her i sensommeren, så jeg kaster mig ud i en denne vidunderlige og sofistikerede pastaret med svampe og cremet sauce, og jeg stærkt anbefale, at du gør det samme - faste eller ej.
![]() | |
|
![]() | |
|
PASTA MED KARL JOHAN SVAMPE OG CREMET ESTRAGONSAUCE
500 g frisk fettuccine - hjemmelavet eller købt
4 spiseskefulde creme fraiche 18 %
200 g Karl Johan svampe (eller en anden type rørhat)
1 tsk tørret estragon
100 ml. kyllingefond
4 fed hvidløg
Revet parmesan
Smør og olivenolie
Salt
Friskmalet peber
Kog pastaen al dente efter angivelserne på pakken.
Vask forsigtigt svampene, og skær dem i fine skiver. Gem de midterste skiver, og skær resten af svampene i små tern.
Steg svampeskiverne i smør i en stor gryde. Når svampene er brunet, tilsættes lidt salt og peber, og svampeskiverne tages af panden, og stilles til side på en tallerken.
I den samme gryde tilføjes en skefuld olivenolie, og de hakkede svampe svitses i ca. 10 sekunder. Derefter tilføjes det fint skårne hvidløg, og de steges ved medium varme i ca. 5 minutter.
Når svampeternene og hvidløget er gyldent, tilsættes kyllingefonden, og det hele koger, indtil saucen er tyknet lidt.
Skru lidt ned for varmen og tilføj først creme fraiche og derefter estragon, og rør godt rundt.
Dræn pastaen, og tilsæt den til saucen. Smag til med salt og peber.
Fordel pasta og sauce på fire tallerkner, og tilsæt derefter de stegte svampeskiver, og top op med friskrevet parmesan.
![]() | |
|
![]() | |
|
Dette var ret nummer 4 i min serie af rumænske retter.
Jeg håber at du, ligesom jeg, har lyst til og mod på at kaste dig ud i det skønne rumænske køkken, og at du vil opleve at din madhorisont udvider sig en lille smule.
Rigtig god fornøjelse - og velbekomme ♥
Kommentarer
Send en kommentar