Svampesuppe

♡ Hjemmelavet svampesuppe i Oradea ♡

På vores rundrejse i Rumænien boede vi privat indkvarteret, og det betød, at vi smagte vi mange spændende traditionelle retter, lavet af manden eller konen i huset. Jeg har efterfølgende genskabt de gode smagsoplevelser til retter, som med begejstring og stor nydelse er blevet fortæret herhjemme i Danmark. Jeg har derfor lavet en serie med opskrifter på traditionelle rumænske retter, som jeg meget gerne vil dele med dig, som læser med her på bloggen.
At være på besøg i de smukkeste små transylvanske landsbyer, i landet på den anden side af skoven, har givet mig lyst til at videregive den fortryllende fornemmelse af at befinde sig i et land med så mange naturlige ressourcer at det nærmest vælter ud af skovene, op af jorden og ned fra træerne.
Den solfyldte rejse til Rumænien, med vejsideboder bugnende af kantareller, rørhatte og champignons, de mystiske små morkler, og i sjældne tilfælde også de aromatiske knoldformede trøfler, som vokser i en slags symbiose med træerne i skoven. 

Meget specielt, og meget inspirerende!


♡ En kurv med morkler, som blev solgt ved vejen ♡

Det her finder man ikke på solkysten. Man finder det ikke i Frankrig. Man finder det ikke i Grækenland. Man finder det i et tidligere kommunistisk land, hvor der før var knaphed i butikkerne og armod blandt befolkningen. Nu finder man bugnende boder og bugnende borde, og det er fantastisk at opleve.


Denne suppe er det tætteste jeg kan komme på en skøn svampesuppe, vi fik i Oradea i Rumænien, tæt på den Ungarske grænse. Den er tyk, godt krydret og helt vidunderlig med hele stykker svampe i.


♡ En blomsterbod i Oradea ♡
SVAMPESUPPE
600 g friske svampe
2 store løg
7 teskefulde smør
Salt
1 tsk tørret dild
200 ml kyllingefond
300 ml vand
1 tsk sojasovs
2 tsk ungarsk halvskarp paprika
3 spsk hvedemel
200 g mælk
100 g creme fraiche
2 tsk frisk citronsaft
Et bundt friskhakket persille

Skær løg og svampe i tern. 200 g af svampene skæres i kvarter (medmindre det er ret små svampe) og stilles til side.

Steg svampe og løg i tre teskefulde smør i en stor gryde, og tilsæt salt, når svampe og løg er stegt gyldne.
Tilsæt dild, kyllingefond, vand, sojasovs og paprika, og kog suppen i 15 minutter.

Smelt i mellemtiden fire teskefulde smør i en kasserolle. Det skal ikke brunes, men bare smeltes. Pisk hvedemelet i, og rør det godt sammen. Hæld langsomt mælk i, og pisk til det tykner og bliver let cremet. Hæld suppen op i mælkeblandingen, tilsæt svampene, som du har skåret i kvarter, og lad suppen simre i 10 minutter mere, mens du rører i den ind imellem.

Fjern suppen fra varmen, og tilsæt citronsaft og creme fraiche.

Rør rundt indtil creme fraichen er godt fordelt, og suppen er glat. Drys med friskhakket persille og server suppen rygende varm med et godt brød til.

Tip
Det er væsentlig, at du bruger en paprika af en god kvalitet med masser af smag i. Suppen må gerne have lidt bid!


♡ Corvin Castle i Hunedoara ♡

♡ Vinduespynt i en gade i Oradea ♡

Dette var ret nummer 9 i min serie af rumænske retter.
Jeg håber at du, ligesom jeg, har lyst til og mod på at kaste dig ud i det skønne rumænske køkken, og at du vil opleve at din madhorisont udvider sig en lille smule.

Rigtig god fornøjelse - og velbekomme ♥

Kommentarer

  1. Det lyder helt vildt lækkert - og vejret er også ved at være klar til suppe (:

    SvarSlet
    Svar
    1. ...og lige om lidt kan man samle svampene ude i skoven selv...

      Tusind tak for din søde kommentar ♡

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag