Havregrød med æblekompot, rørsukker og kanel
En helt simpel havregrød kan være fin som en basal ret, bare som den er. Havregrøden bliver til gengæld ganske fantastisk, hvis man spicer den lidt op med nogle gode sager ovenpå.
Havregrød er sund og nærende som morgenmad, og et lødigt alternativ til hvidt brød, frugtyoghurt og andre lidt for usunde morgenmadsprodukter, som vi herhjemme helt har udfaset. Jeg lyder helt hellig - det er jeg altså ikke.. Jeg synes bare ikke, at der er nogen grund til at spise dessert til morgenmad.
Grød er faktisk ret lækkert. Da jeg var lille, fik vi ofte grød til dessert. Det kunne være mannagrød, havregrød, kogt på mælk, øllebrød med en klat flødeskum og så selvfølgelig risengrød.
Denne version er med æblekompot, et drys rørsukker og den hjemmebragte kanel fra Spicyman i Akaba i Jordan. Den er yderst delikat som både morgenmad, som en eftermiddagsgodbid eller som en dessert. Hvis man anvender den som dessert, skal man bare ikke have så stor en portion.
Her får du opskriften på havregrød, som i princippet kan varieres i det uendelige, og egentlig laves i blinde.
HAVREGRØD MED ÆBLEKOMPOT, RØRSUKKER OG KANEL
1 dl havregryn pr. person
2½ dl vand pr. person
½ tsk salt
2½ dl vand pr. person
½ tsk salt
De fleste af os kan selvfølgelig godt kan finde ud af at lave havregrød. Det er lige ud af landevejen. Op i gryden med ingredienserne, og så koges det hele igennem til det er blevet til en grød.
Jeg vil alligevel gerne fortælle jer om min måde at lave grøden på, for jeg mener at den kræver lige en anelse mere, for at blive rigtig god. Jeg koger havregrynene i en del mere vand, end man skulle tro var nødvendigt, og så koger jeg den længere end blot 5 minutter. Jeg mener at den skal have i hvert fald 10 minutter og gerne et kvarter. På den måde bliver den helt blød og gennemkogt, og meget behagelig at spise. Det synes jeg er absolut det lækreste.
En anden ting, som kan ødelægge konsistensen af grøden, er hvis vandet koger inden man hælder grynene i. Når man tilsætter grynene til det kogende vand, så springer de ligesom, og så bliver grøden grov og ujævn i konsistensen. Vand og havregryn skal langsomt koge op sammen, og så bliver grøden lind og lækker.
Når grøden er færdig, anrettes den i en skål eller en dyb tallerken, og dekoreres med kanel, rørsukker og æblekompot, som du kan finde en opskrift på her.
Tip!
Som jeg har nævnt, kan denne opskrift varieres i en uendelighed. Det kan tilbehøret også.
Se det for dig - her er basisgrøden - hvad kunne du tænke dig at komme ovenpå?
- Klassikeren - Smør og kanelsukker
- Friske røde æbler i tern og hakkede mandler
- Soltørrende tranebær og en smule lynghonning
- En lille klat skyr, toppet med friske hindbær og blåbær
- Revet æble og karamelsauce
- Banan, kakaonips og en rørt peanutbutter
- Kokosflager og revet mørk chokolade
- Rødgrød og ristet müsli
Du kan også vælge at koge frugt som fx pære, skrællet nektarin eller blommer med i grøden. På den måde bliver den lidt lettere og lidt friskere.
Det kunne være så fint at høre om havregrød er på menuen hjemme hos dig, og om du kunne finde på at anvende den til fx dessert - del endelig i kommentarfeltet ♡
Det kunne være så fint at høre om havregrød er på menuen hjemme hos dig, og om du kunne finde på at anvende den til fx dessert - del endelig i kommentarfeltet ♡
Kommentarer
Send en kommentar