#Hvad jeg har lært... om at bevæge sig langsomt

Jeg er ret optaget af det med tempo, og mener at der kan være stor værdi i at bevæge sig langsomt. At have et mål om at bevæge sig hurtigt, effektivt, handlekraftigt - og i hvert fald hurtigere end de andre - er nok at stramme den... i hvert fald på den lange bane. 

For har man så sig selv med? Får man aktivt taget stilling til det man oplever, holdningerne i samfundet, det man skynder sig hen imod?

Hvis man kan se værdien i at bevæge sig lidt langsommere, så vil man måske også opdage processen og de muligheder, der kunne opstå undervejs.

Måske er det at opleve ting med lynets hast, ikke det samme som virkelig at opleve dem. Så er man der bare, mens ting sker. Altid at ønske nye ting, hurtige ting, kan betyde mere stress. 

Hvad hvis livet handler om det modsatte? Hvad hvis livet opleves kortere, når vi lever det med tempoet i vejret? 

Jeg vil gerne opleve at være her længe, og jeg vil gerne nyde det liv, jeg har fået, så det med processer og tempo, handler for mig også om kvalitet og en bevidsthed om, hvilken kvalitet, livet skal være i.

       

En god ost eller en god vin kræver tid. Et godt venskab kræver tid. 

Tillid kræver tid. 

Jeg har haft et stort behov for en pause. Ikke stilstand, men tid til eftertænksomhed. Tid til at gå og cykle, i stedet for at ræse afsted i bil (mens jeg lægger make up i bilen (uha), fordi jeg ikke kunne nå det derhjemme, fordi der skulle jeg også lige lave morgenmad, smøre fire madpakker, tjekke skoletasker og ret mange andre ting). Tid til at lave mad, som skal have længere tid end en færdigblandet wokret. Tid til at sidde sammen med børnene over lektierne - på deres præmisser. 

Bare tid. Mere ro. Selvom der stadig er lige så mange opgaver i et liv med børn, som der plejer at være. 

Man kan ikke lave lektier, hvis man ikke har lyst. Man kan ikke tvinge blomsterne eller træerne til at springe ud, før de er klar. Man kan ikke tvinge osten eller vinen til at smage godt, før den er klar. Der er en proces og en bevægelse som gør, at vi nogle gange er motiverede og engagerede, og andre gange har mere behov for at være indadvendte og stille.

Det er som om, at der er prestige i at have travlt. At kunne løbe, før man tager på arbejde, at kunne have en karriere med fuldt tryk på, at have børn, der går til en hel masse, at man selv går til hel masse. At have en kalender, der er så overtegnet, at man ikke helt selv kan overskue den...

Det er som om, at langsomheden fordømmes som noget forkert, som noget vi skal tage afstand fra. Som om uvirksomhed er en synd, og at flid og utrættelighed er det eneste saliggørende. 

Jeg kan da i hvert fald undres over, at så mange af os søger den store mening og tilfredsstillelse i et overfyldt arbejdsliv. Tilfredsstillelsen kan også ligge i mellemrummene, hvor det uventede sker. I at opdage og opleve noget uventet smukt. Man lægger desværre ikke så meget mærke til det, hvis man har travlt.

Der kan være stor nydelse at hente i langsomheden. I at tage bivejene, omvejene, hvor man tvinges til at sætte farten ned på de ukendte veje, og bare køre i langsommere tempo mens man er i nuet, og ser det man ser.

Vi er mennesker. Nogle af  os søger efter mening i vores liv. Der er meget at hente, i det langsomme tempo, og i at lægge mærke til alt det, der er i den stille bevægelse.