Iskold Vermuth Rosso cocktail - også kaldet Negroni
Farmor kan godt lide Vermuth!
Vermuth, serveret i dagligstuen i sjusglas, mens gæsterne sidder pænt i de brune chesterfieldmøbler.
...ja...Vermuth har måske et lidt støvet ry, men den letbitre røde drink er faktisk på vej ud af farmors gemmer.
Vermuth, som nogen måske kender som Martini, Cinzano eller Noilly Prat er en aromatisk hedvin, som er karakteriseret ved at planter fra malurt-familien er den gennemgående smagsgiver.
Der er gode Vermuth-mærker fra både Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland, og for at få en fornemmelse af den rene smag, vil jeg anbefale, at man prøver et glas Vermuth, sådan helt rent. Faktisk på samme måde, som man ville drikke et glas Portvin eller et glas Sherry. Så kan man bedre vurdere, om man er til de lidt skarpe italienske elle de lidt mildere fra Frankrig.
De lette, friske og parfumerede Vermuth-typer er skønne, blot fortyndet med lidt vand, isterninger og en skive af citrusfrugten bergamot. De går godt til snacks og som en eftermiddagsaperitif. De tungere, sødere og mere krydrede typer passer til en osteservering, en dessert eller som en drink efter maden i stedet for dessert.
Når man har prøvet sig lidt frem med den rene Vermuth, er det bare at give sig i kast med at lave cocktails med Vermuth som base ♥
Her får du opskriften på en sand klassiker, som består af Campari, rød Vermouth og Gin.
En Negroni er perfekt før middagen, eller som en lidt anderledes velkomstdrink.
ISKOLD VERMUTH ROSSO COCKTAIL - OGSÅ KALDET NEGRONI
2,5 cl Campari
2,5 cl Gin
2,5 cl rød Vermouth
Appelsinskal
Is
Hæld Gin, og derefter den røde Vermouth i glasset.
Tilsæt Campari, og fyld glasset med is og rør grundigt i drinken.
Du kan eventuelt pynte med en appelsinskal, hvis du vil have lidt ekstra bitterhed.
Sæt eventuelt glassene i fryseren, så de er helt afkølede, når du sammensætter din Negroni - så smelter isen heller ikke helt så hurtigt, og fortynder drinken.
Hvis du erstatter Gin med danskvand, får du en lettere og mere læskende drink. Denne lidt mildere cocktail er god som velkomstdrink eller som en let sommeraperitif.
Det med at skabe en fest, kan gøres ret enkelt, ved at servere en isafkølet aperitif i et fint glas sammen med lidt let at nippe af, og så bare nyde en hyggestund på terrassen, på altanen eller inde på sofaen.
Hver fredag poster jeg en ny og herlig cocktail eller et forslag til en weekendhyggesnack. Mine bud på en fredagsaperitif kan både være klassikere, lidt anderledes drinks eller et bud på en god vin, der kunne være værd at prøve.
Jeg håber, at du bliver inspireret til skabe en festlig stemning, selv på en hverdag - du kan finde flere forslag på siden Endelig weekend ♥
Kommentarer
Send en kommentar