Penne med tunsauce og høvlet parmesan
Denne pastaret er en af de mindre kendte italienske klassikere. Det lyder måske som en lidt spøjs kombination, at kombinere tun og kapers med tomat, men det smager altså simpelthen forrygende!
Det er en delikat tunsauce med tomater, masser af grøntsager, serveret på en bund af fuldkornspasta.
Prikken over i'et er selvfølgelig den salte velsmagende parmesan og det aromatiske grønne drys persille på toppen.
PENNE MED TUNSAUCE OG HØVLET PARMESAN
500 g fuldkornspasta penne
1 spsk olie
400 g gulerødder
2 løg
3 stængler bladselleri
2 dåser hakkede tomater
2 dl vand
1 tsk tørret chili
3 ds tun
4 spsk kapers
1 ½ grøntsagsbouillonterning
Salt, peber og et nip sukker
Persille
Høvlet parmesan
Sæt en gryde over med vand til pasta. Tilsæt 1 tsk salt når vandet koger. Kog pastaen ca. 10 minutter. Hæld vandet fra og skyl kort i koldt vand.
Skræl gulerødder og løg. Skyl bladselleri. Skær det hele i grove stykker og hak fint i en minihakker. Man kan også nemt hakke det hele fint i hånden.
Kom lidt olie i en pande med høje kanter og sauter grøntsagerne i 5 min ved middel varme. Det må ikke tage farve og blive mørkt.
Tilsæt de hakkede tomater til grøntsagerne sammen med vand, tørret chili og bouillon. Lad det simre i 10 minutter.
Dræn tunen godt, og kom den i sammen med kapers. Rør det godt rundt, til tunen er findelt. Lad det simre videre 3-4 minutter. Smag tunsaucen til med salt, peber og lidt sukker.
Skyl og hak persillen groft. Drys den over ved servering. Server tunsaucen med kogt pasta, høvlet parmesan og et godt drys persille.
Du kan vælge at servere parmesan og persille i små skåle, når du sætter maden på bordet - så man selv kan drysse på efter smag og behag.
Kommentarer
Send en kommentar