Foråret 2020 - En forunderlig tid
Sidste forår, var vi på en skøn ferie til Kap Verde. I efteråret var vi på en dejlig ferie til Kreta. I oktober var vi på kæresteweekend i Budapest og i midten af februar var jeg på hyggetur til London med Caroline.
Nu, kun to måneder senere, er hele verden lukket ned.
Fra det ene øjeblik, til det næste.
Den sidste tur var 20.-23. februar, og den 27. februar havde vi første Coronatilfælde i Danmark. I weekenden, da vi var afsted, tænkte jeg ikke rigtig over, at jeg måske løb en risiko. Vi hyggede os bare, nød livet og shoppede en hel masse. Weekenden efter tænkte jeg en hel del over det....
At jeg havde været i en lufthavn. At jeg havde siddet i et fly med recirkuleret indeklima, sammen med 200 andre mennesker. At jeg havde været i en tætpakket undergrundsbane adskillige gange. At jeg havde spist på diverse caféer, pubber, restauranter, burgerbarer med masser af mennesker.
At jeg havde shoppet, været på sightseeing og hængt ud på de mest crowdede steder i London...
Den første weekend efter Londonturen undrede jeg mig lidt over al den hype om det første Coronatilfælde, men tænkte selvfølgelig også over min og Carolines færden rundt i London. Og blev en lille bitte smule bekymret, men ikke nævneværdigt egentlig. For hvorfor skulle jeg dog være bekymret?
Nu, over en måned senere, kan jeg slet ikke forestille mig at være i lufthavnen, at flyve, at gå på café, restaurant, pub, at shoppe eller at tage på sightseeing. Jeg kan dårligt nok forestille mig at gå andre steder hen, end ud at handle engang imellem.
Det er mærkeligt. Virkelig mærkeligt!
Jeg er sendt hjem fra arbejde. Min mand er sendt hjem fra arbejde. Mine børn er sendt hjem fra skole.
Vi skal helst ikke se de andre i familien, og vi skal holde os to meter fra andre, og vi skal helst have handsker på, når vi handler.
Det er svært at forstå, hvad der foregår.
Man kan høre om det i nyhederne, man kan mærke at byen er mere tom, og man kan fornemme at folk holder mere afstand.
Det er umuligt ikke at blive berørt på den ene eller anden måde, men det gode er, at vi alle er i det sammen. Sammen, men hver for sig.
Det her er en historisk begivenhed, og verden kommer til at se anderledes ud, på den anden side.
Der er mange, mange mennesker der er berørt, ramt og presset. Det vækker mange tanker, at solen i denne tid skinner fra en næsten skyfri himmel, samtidig med, at vi pludselig ikke rigtig ved, hvad der sker i morgen.
Jeg skal ikke afsted på arbejde, men jeg skal stadig på arbejde online, hvor jeg skal være med til at forudse, hvilke rammer, der er nødvendige at skabe i dag, i morgen, om en uge og om en måned. Jeg ved det ikke. Min chef ved det heller ikke. Vi gør vores bedste, og håber at stormen løjer af.
Det er frustrerende ikke at være sammen med kollegerne. Det er udfordrende at skulle hjemmeundervise tre børn samtidig. Det er svært at holde familien på afstand, og at mærke deres tristhed og ensomhed.
Vi passer på hinanden ved ikke at ses.
Vi holder os hjemme. Det eneste vi laver, er at gå ture, handle et par gange om ugen og så finder vi på hyggelige projekter, som udfylder tiden og som skaber nærvær. Vi er her i vores lille lukkede bobbel, hvor vi har det godt, og hvor vi er gode til at få det bedste ud af det.
Vi passer på hinanden og er faldet ind i en ny rytme, hvor vi finder plads til hjemmeskole, hyggestunder og arbejde. Vi klarer den og skal bestemt ikke klage.
Jeg er meget taknemmelig over at bo netop her i Danmark, hvor vi står sammen om at passe på hinanden, og hvor jeg stoler på, at beslutningerne tages under hensyntagen til både sundhedsituationen, den økonomiske dagsorden og med omsorg for de svage og udsatte borgere.
Der sker også meget godt og positivt i denne tid.
Jeg oplever, at mine børn, små som store, er opfindsomme og rigtig gode til at være sammen på nye måder.
I skolen har lærerne god kontakt til eleverne, selvom det er virtuelt. I vores familie deler vi billeder, videoer og småhistorier i grupper på Messenger. Og når farmor midt i Coronaens hærgen fylder 86 år, får hun fødselsdagssang udenfor vinduet, blomster leveret til døren og en masse gode snakke i telefonen og på Facetime.
Jeg selv bruger tiden på laaange gåture, sundere mad og mere mig-tid. Det havde jeg behov for, så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Jeg trængte til en time out. Den havde ikke behøvet at have denne voldsomme dimension, og så heftige konsekvenser. Men lidt ro og fred, tid til nærvær og tid til refleksion er faktisk rigtig rart. Jeg glæder mig over at lave god mad, at bage, at gøre sommerklar i haven, at skrive lidt i min dagbog og tale med mine børn. Samtidig kan jeg mærke, at det fungerer for mig at arbejde hjemme. Jeg føler mig klar på mine opgaver og den ekstra koordinering, som skal til. Den virtuelle virkelighed fra den røde stol i hjørnet af stuen passer mig godt!
Der er noget trygt og rart ved at lave mad og bage kager. Det er skønt at få fixet nogle ting derhjemme, og det er i den grad livgivende at tale med sine børn.
Jeg nyder også at være i gang med bloggen igen. Det har været svært at finde fokus, men jeg kan mærke at lysten til at fordybe mig, skrive og dele virkelig er der.
Det er som om, at jeg oplever store og små begivenheder i livet på en mere nærværende måde, når jeg skriver om dem. Oplevelserne, også i denne Coronatid, bliver vendt og drejet en ekstra gang, og på den måde finder jeg min egen måde at forstå livet på.
Jeg har fundet min vej her i Coronatiden, og i de kommende dage vil jeg dele lidt om, hvordan verden ser ud fra mit lille sted.
Hvis du har lyst til at fortælle lidt om, hvordan verden ser ud hjemme hos dig lige nu, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder ♥
I ♥ Kreta
I ♥ Kap Verde
I ♥ Budapest
I ♥ London
Nu, kun to måneder senere, er hele verden lukket ned.
Fra det ene øjeblik, til det næste.
Den sidste tur var 20.-23. februar, og den 27. februar havde vi første Coronatilfælde i Danmark. I weekenden, da vi var afsted, tænkte jeg ikke rigtig over, at jeg måske løb en risiko. Vi hyggede os bare, nød livet og shoppede en hel masse. Weekenden efter tænkte jeg en hel del over det....
At jeg havde været i en lufthavn. At jeg havde siddet i et fly med recirkuleret indeklima, sammen med 200 andre mennesker. At jeg havde været i en tætpakket undergrundsbane adskillige gange. At jeg havde spist på diverse caféer, pubber, restauranter, burgerbarer med masser af mennesker.
At jeg havde shoppet, været på sightseeing og hængt ud på de mest crowdede steder i London...
Den første weekend efter Londonturen undrede jeg mig lidt over al den hype om det første Coronatilfælde, men tænkte selvfølgelig også over min og Carolines færden rundt i London. Og blev en lille bitte smule bekymret, men ikke nævneværdigt egentlig. For hvorfor skulle jeg dog være bekymret?
Nu, over en måned senere, kan jeg slet ikke forestille mig at være i lufthavnen, at flyve, at gå på café, restaurant, pub, at shoppe eller at tage på sightseeing. Jeg kan dårligt nok forestille mig at gå andre steder hen, end ud at handle engang imellem.
Det er mærkeligt. Virkelig mærkeligt!
Jeg er sendt hjem fra arbejde. Min mand er sendt hjem fra arbejde. Mine børn er sendt hjem fra skole.
Vi skal helst ikke se de andre i familien, og vi skal holde os to meter fra andre, og vi skal helst have handsker på, når vi handler.
Det er svært at forstå, hvad der foregår.
Man kan høre om det i nyhederne, man kan mærke at byen er mere tom, og man kan fornemme at folk holder mere afstand.
Det er umuligt ikke at blive berørt på den ene eller anden måde, men det gode er, at vi alle er i det sammen. Sammen, men hver for sig.
Det her er en historisk begivenhed, og verden kommer til at se anderledes ud, på den anden side.
Der er mange, mange mennesker der er berørt, ramt og presset. Det vækker mange tanker, at solen i denne tid skinner fra en næsten skyfri himmel, samtidig med, at vi pludselig ikke rigtig ved, hvad der sker i morgen.
Jeg skal ikke afsted på arbejde, men jeg skal stadig på arbejde online, hvor jeg skal være med til at forudse, hvilke rammer, der er nødvendige at skabe i dag, i morgen, om en uge og om en måned. Jeg ved det ikke. Min chef ved det heller ikke. Vi gør vores bedste, og håber at stormen løjer af.
Det er frustrerende ikke at være sammen med kollegerne. Det er udfordrende at skulle hjemmeundervise tre børn samtidig. Det er svært at holde familien på afstand, og at mærke deres tristhed og ensomhed.
Vi passer på hinanden ved ikke at ses.
Vi holder os hjemme. Det eneste vi laver, er at gå ture, handle et par gange om ugen og så finder vi på hyggelige projekter, som udfylder tiden og som skaber nærvær. Vi er her i vores lille lukkede bobbel, hvor vi har det godt, og hvor vi er gode til at få det bedste ud af det.
Vi passer på hinanden og er faldet ind i en ny rytme, hvor vi finder plads til hjemmeskole, hyggestunder og arbejde. Vi klarer den og skal bestemt ikke klage.
Jeg er meget taknemmelig over at bo netop her i Danmark, hvor vi står sammen om at passe på hinanden, og hvor jeg stoler på, at beslutningerne tages under hensyntagen til både sundhedsituationen, den økonomiske dagsorden og med omsorg for de svage og udsatte borgere.
Der sker også meget godt og positivt i denne tid.
Jeg oplever, at mine børn, små som store, er opfindsomme og rigtig gode til at være sammen på nye måder.
I skolen har lærerne god kontakt til eleverne, selvom det er virtuelt. I vores familie deler vi billeder, videoer og småhistorier i grupper på Messenger. Og når farmor midt i Coronaens hærgen fylder 86 år, får hun fødselsdagssang udenfor vinduet, blomster leveret til døren og en masse gode snakke i telefonen og på Facetime.
Jeg selv bruger tiden på laaange gåture, sundere mad og mere mig-tid. Det havde jeg behov for, så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Jeg trængte til en time out. Den havde ikke behøvet at have denne voldsomme dimension, og så heftige konsekvenser. Men lidt ro og fred, tid til nærvær og tid til refleksion er faktisk rigtig rart. Jeg glæder mig over at lave god mad, at bage, at gøre sommerklar i haven, at skrive lidt i min dagbog og tale med mine børn. Samtidig kan jeg mærke, at det fungerer for mig at arbejde hjemme. Jeg føler mig klar på mine opgaver og den ekstra koordinering, som skal til. Den virtuelle virkelighed fra den røde stol i hjørnet af stuen passer mig godt!
I ♥ Hjemme
Der er noget trygt og rart ved at lave mad og bage kager. Det er skønt at få fixet nogle ting derhjemme, og det er i den grad livgivende at tale med sine børn.
Jeg nyder også at være i gang med bloggen igen. Det har været svært at finde fokus, men jeg kan mærke at lysten til at fordybe mig, skrive og dele virkelig er der.
Det er som om, at jeg oplever store og små begivenheder i livet på en mere nærværende måde, når jeg skriver om dem. Oplevelserne, også i denne Coronatid, bliver vendt og drejet en ekstra gang, og på den måde finder jeg min egen måde at forstå livet på.
Jeg har fundet min vej her i Coronatiden, og i de kommende dage vil jeg dele lidt om, hvordan verden ser ud fra mit lille sted.
Hvis du har lyst til at fortælle lidt om, hvordan verden ser ud hjemme hos dig lige nu, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder ♥
Kommentarer
Send en kommentar