Mynte
Jeg holder af mynte, og har meget af den i min have. Den får lov til at sprede sig frit, for den er smuk, bunddækkende og dufter dejligt. Her må den gro uden nogen begrænsninger, og det gør den så også.
Jeg har høstet en lille kurvfuld, og har nu samlet den i små fine bundter, som skal hænge til tørre, så vi også kan nyde den fine smag af tørret mynte hen over efteråret.
Til at starte med har jeg hængt bundterne til tørre over en stol, og derefter vil jeg hænge dem over på det varme loft, hvor der er god luftcirkulation.
Man kan også vælge at lægge mynten til tørre på køkkenbordet. Så kan man sprede den ud på et par viskestykker, åbne vinduet , så kan det ligge dér på et skyggefuldt sted med god luftcirkulation. Hver gang jeg så kommer forbi, kan jeg lige vende lidt rundt i det, så mynten bliver luftet.
Jeg kan rigtig godt lide, at haven giver noget tilbage. At jeg får æg fra hønsene, rabarber, hyldeblomster, jordbær, chili, krydderurter, tomater, og at jeg kan plukke smukke buketter og tage med ind i stuen.
Jeg kan rigtig godt lide krydderurterne, der er så nemme at få til at gro, og som smager af sol og sydligere himmelstrøg.
Jeg bruger den tørrede mynte i te og gode mellemøstlige retter, og den friske mynte bruger jeg til salater, i dressinger, smoothies og selvfølgelig i cocktails - se fx denne lysende lækre rabarbarmojito med en frisk smag af lime og mynte.
Her dufter skønt af mynte ♡
Hvad er din yndlingskrydderurt?
– del endelig i kommentarfeltet ♡
Kommentarer
Send en kommentar