Pandekager
Anden søndag i august startede Mikkel på efterskole, og om formiddagen inden han skulle afsted, stod morgenmenuen selvfølgelig på ekstra forkælelse, så min lille bitte dreng ikke glemmer sin mor lige med det samme... Det gjorde han nu alligevel... :)
Denne særlige søndag blev der disket op med pandekager med smør og sukker (som Mikkel kan lide det), græsk yoghurt med honning, bær og crunch, hjemmelavet jordbærsyltetøj, gode økologiske pølser, frisk frugt til at nippe af, og Høng efterskoles egne boller, som Mikkel selv havde rørt sammen med aftenen, og som jeg havde bagt inden morgenmaden.
Andre gange, når vi har lavet pandekager, er de blevet serveret sådan lidt mere dessertagtigt som Crepes Suzettes med appelsinsauce, mandler og flødeskum eller som ckokopandekager smurt med det delikate chokoladesmørepålæg, en kugle vaniljeis, og frisket op med struttende røde hindbær - begge desserter er velsmagende og lækre, og ikke ret svære at lave!
PANDEKAGER
1 tsk vaniljesukker
100 g hvidt sukker
200 g hvedemel
6 æg
100 g smeltet smør
5 dl mælk
Bland sukker, vaniljesukker og hvedemel, og pisk æggene i til dejen er lind og uden klumper.
Smelt smørret på den pande, som du skal bruge til at bage pandekagerne på. Du behøver ikke vaske panden bagefter, for den skal jo bruges til at bage pandekagerne på.
Hæld det smeltede smør i dejen sammen med mælken, og pisk det hele sammen, så det får en konsistens som piskefløde.
Lad dejen stå og hvile i 10 minutters tid, og derefter kan du bage omkring 20 af de lækreste gyldne og velduftende pandekager.
Tip!
Der er rigeligt smør i dejen, så du behøver ikke at tilsætte fedtstof til panden til hver enkelt pandekage.
Det er ikke hver søndag, vi spiser pandekager til morgenmad, men ind i mellem er det skønt med det der lille ekstra, som gør morgenmaden særlig lækker.
Det kunne være så fint at høre om, hvad du serverer til morgenmad, når det skal være særlig lækkert
- del endelig i kommentarfeltet ♡
Kommentarer
Send en kommentar